Rulleskøjter har gennem tiden altid været et populært stykke legetøj for børn, og inden for de seneste årtier også for voksne – unge som ældre. Det kan man egentlig godt forstå. Det er sjovt, man får motion og der er mulighed for at vælge mellem fart og tricks. What’s not to like?
To typer rulleskøjter
I dag er der to typer af rulleskøjter der er populære: de såkaldte side-by-sides og inliners. De første er de helt klassiske rulleskøjter med to hjul foran og to hul bagerst. Det giver mere stabilitet og større mulighed for at lave tricks og numre på sine skøjter, til gengæld kan man ikke løbe helt så stærk som med den anden type: inliners. Inliners har som navnet antyder alle fire hjul på én linje. De ligner altså på den måde isskøjter mere. Det stiller noget højere krav til balanceevne, men til gengæld kan man med den rette skøjteteknik opnå en høj fart, og det er typisk inliners man bruger, hvis man anvender rulleskøjter som motionsform. Man kan løbe ret lange afstande i et par inline-rulleskøjter.
Til børn er det samme forhold der gælder, men man kan generelt sige at side-by-side rulleskøjter er mest brugt til de mindste børn, hvor det kræver lidt større børn for at håndtere inline rulleskøjter.
Legetøj eller livsstil
For nogen er rulleskøjter ikke kun et sjovt stykke legetøj eller et motionsmiddel. Nej, for en ægte skater er det mere en livsstil. Man går meget op i hvilket rulleskøjte-mærke man køber, har forskellige specialhjul til diverse underlag, samler selv sine skøjter og dyrker stilen videre i tøj, musik og så videre. Det er en livsstil der minder meget om den der dyrkes af unge mennesker der kører på skateboard eller trickløbehjul. Og det er da også i skaterparker, man ofte møder rulleskøjte-skatere, der laver de vildeste tricks på ramper eller de såkaldte urban baner. Bruger man sine rulleskøjter til den slags tricks, skal man være opmærksom på at det er ret hårdt for udstyret, og det holder ikke i længden med et par billige rulleskøjter fra Bilka eller Fætter BR. De vil simpelthen gå i stykker alt for hurtigt. Her skal man kigge sig godt for. På internettet kan ofte finde gode webbutikker der forhandler gode kvalitets rulleskøjter.
For andre igen er rulleskøjter simpelthen et transportmiddel. Især i de store byer, hvor det er umuligt at køre i bil uden at ende i lange bilkøer, er rulleskøjter et ofte set transportmiddel også hos forretningsfolk i jakkesæt. Man kan nemt dirigere sig igennem tæt trafik på et par rulleskøjter.
Sikkerhed
Snakker vi rulleskøjter, er det vigtigt også at tænke på din sikkerhed. Spænder man hjul under fødderne, står man jo ikke ligefrem fast på jorden og balanceevne er noget man er nødt til at beherske. Man kan næsten ikke køre meget på rulleskøjter og undgå at vælte af og til. Ofte kører man jo på asfalt eller andet hårdt underlag. Alt i alt, er det vigtigt at passe på sig selv og huske det rette sikkerhedsudstyr. Det gælder i den grad også hvis det er ens børn man sender ud i verden på rulleskøjter. Hjelm er essentielt. Slår man hovedet kan det ende rigtig galt. Du kan enten bruge en almindelige cykelhjelm eller investere i en speciel skaterhjelm, der er noget pænere/sejere at se på. Herudover er det vigtigste håndledsbeskyttere. Skadestuerne melder om at den klart mest sete skade i forbindelse med styrt på rulleskøjter er brækkede håndled. Det giver god mening, når man tænker på at man altid instinktivt vil tage for sig med hænderne, hvis man vælter. Andre gode ting at iføre sig ved løb på rulleskøjter er knæbeskyttere og albuebeskyttere.
Rulleskøjter vil formodentlig aldrig miste deres popularitet. Mennesket elsker fart og spænding kombineret med leg. Og den teknologiske udvikling gør, at der kommer mere og mere smarte rulleskøjter på markedet.
Skriv et svar